Udstilling fra 19-jan-2008 til 05-marts-2008 hos Galleri Raaschou, Hjørring. Udstillingen er ved Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen.
Billederne kan ses i stor opløsning ved at klikke på hvert enkelt billede.
Åbningstale, Galleri Raaschou, 19.1.2008 Af Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker
Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen
Tak for invitationen til at holde åbningstalen ved denne første udstilling anno 2008 i Galleri Raaschou. Johnny inviterede mig midt under en voldsom festivitas for en af egnens store erhvervsledere, og fanget på det forkerte ben, sagde jeg ja. Forkerte, fordi det altid for en af min slags, er svært at skulle sige noget om kunstværker, som er bragt sammen i en enestående sammenhæng, og som gik hver sin vej, før de mødtes, og går hver sin vej, når udstillingsperioden er afsluttet. Og så alligevel. Inden for mit fag, kunsthistorien, er vi så vant til at skulle se sammenhænge, at se den logiske udvikling af kunsten, og sætte de enkelte kunstnere, værker og ismer i relation til hinanden. Så det skulle jo nok kunne lade sig gøre at sige noget om ikke klogt, så alligevel i en vis grad meningsfyldt om en udstilling med værker af kun to kunstnere. Og så alligevel - igen. For to kunstnere kan være så forskellige, at logisk udvikling og ismer ligger langt udenfor, hvad det vil være relevant at snakke om. Så længe leve forskelligheden, som den bliver udtrykt i værkerne af Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen. Den franske forfatter Emile Zola sagde nemlig i 1860'erne, at kunstværket viser et hjørne af virkeligheden set gennem en kunstners temperament. Virkelighedsopfattelse og virkelighedstolkning handler i høj grad om øjnene, der ser, og om temperamentet, der behandler og udtrykker det sete. Den forskellighed er grunden til, at det igen og igen er interessant, udfordrende og sanseudvidende at gå på udstillinger. Hver gang bydes vi inden for i en verden, som ser forskellig ud fra vores, fordi det ikke er os, der ser den, og dermed ikke vores temperament, der fortolker den. Og det er spændende at se verden med andre øjne, at opleve, hvor forskelligt vi ser på det, vi har til fælles. Derfor må denne åbningstale handle om forskellighed. Om forskellighed i tilgang til virkeligheden, om forskellighed i udtryk og i oplevelse. Og - vel at mærke - forskellighed, som den opleves gennem denne talers temperament. Jette Wistoft Noyes ser på verden, sanser den og fortolker den ekspressivt. Hun lægger følelser i sit maleri, giver os nok landskaber, portrætter og figurer, men dækker til igen, rent bogstaveligt synes det, så vi kun ser en flig af det, hun har set, kun oplever en brøkdel af det, der er gået gennem hendes tanker under processen. Lag på lag af farve, grove penselstrøg, lette af slagsen, genkendelige elementer og malerisk gestik, det hele blandes på lærredet, og vi står som dem, der "kigger på" og må strenge os an for at følge med. Vi bliver udfordret af den trang til genkendelse, som vi på trods af de sidste 100 års hævdelse af kunstens autonomi, stadig inderst inde forventer. Vi vil gerne, vi har det lettest med, at tingene ligner, at vi nogenlunde smertefrit og uden kvaler kan konsumere et kunstværk. Sådan er det bare ikke altid, og sådan er det ikke med Jette Vistoft Noyes' maleri. Vi må strenge os an, vi må se på både farver, form, penselføring, harmoni og disharmoni, og alle maleriets andre karakteristika, og først derefter kan vi tillade os overhovedet at overveje værkernes forhold til virkeligheden. Og i den proces ser vi faktisk kunstværket, vi ser maleriet og dermed det, kunstneren vil have, vi ser. Jette Wistoft Noyes er maler, hun udtrykker sine oplevelser og sit temperament gennem maleri, og det er det, vi først og fremmest skal værdsætte, at vi oplever. Engang for mange år siden lancerede de geniale folk bag Monthy Python en vending: "And now for something completely different." For få år siden skabte de to kvinder bag satireprogrammet "Normalerweise" et analogt begreb, en såkaldt "skifte-emne-kanin". I fast form et lille blødt og låddent væsen, som de trak frem, når der var brug for et fuldstændigt sceneskifte, altså når man gik over til noget helt andet. Ud over i denne aktuelle situation at være en kunstpause, så bruger jeg de to referencer til netop at skifte emne, til at gå over til noget fuldstændig andet. For det er den enkleste introduktion til Mogens Otto Nielsens kunst. Den er noget andet, og den er noget andet end det meste. Mogens Otto Nielsens kunstneriske virke favner ud i alle kroge, hvor der er noget interessant at undersøge, stille spørgsmålstegn ved og skabe kunst over. Nogle af krogene ligger i kunstnerens eget hoved, og når vi som publikum møder hans kunst, kan det synes svært at følge med. Og her er det måske godt at fortælle sig selv, at man har bevæget sig over til noget "completely different", at hive den mentale "skifte-emne-kanin" frem og erkende, at man er i et andet univers end dér, hvor den daglige trummerum udspiller sig. Man bliver tvunget til at lade verden åbne sig, så kriblende myrer, frossen vand og pangfarver giver andre meninger end i "vores" verden. I Mogens Otto Nielsens objekter, malerier, installationer og happenings får "virkelige" ting, det man i kunsthistoriske termer kalder genstande, nye betydninger, eller de tømmes for betydning i gængs forstand. Myren bliver et ornament, det frosne vand bliver til forgængelig form og farve, og pangfarverne tiltrækker sig opmærksomhed, som de gør det på bybilledets reklameskilte, for blot her i kunstværkerne at blive noget helt andet, nemlig farve i sig selv eller sammen med andre. Det trivielle, dagligdags, rummer så meget mere, end vi sædvanligvis sanser. Mogens Otto Nielsens kunst er koncept eller idé, de er det tænkte i synlig form. Med underfundighed, humor, satire, sarkasme og måske ligefrem indignation skaber han tankevækkende kunst, som man må forholde sig til med andre vinkler end de traditionelle. Man må gå til værkerne med åbent sind, se dem gennem ens eget temperament. Og så kommer vi alligevel frem til en form for sammenhæng, for ligesom Jette Wistoft Noyes er Mogens Otto Nielsen også først og fremmest kunstner. Han udtrykker sig også gennem former, linier, farver og flader, harmonisk og disharmonisk, direkte og subtilt. Han udfordrer os også, lader os se en flig, men ikke det hele, og netop det gådefulde, det, at vi bliver forholdt noget af sandheden, er måske det allermest opløftende ved at nyde kunsten i disse dage, hvor internettet har berøvet os mysterierne. Alt kan tilsyneladende beskrives, dokumenteres og perspektiveres. Der er ingen hvide pletter på verdenskortet, faktisk, mentalt eller virtuelt. Undtagen i de kunstneriske universer, og heldigvis, vi stadig har dem!