Åbningstale, Galleri Raaschou, 19.1.2008
Af Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker
Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen
Tak for invitationen til at holde åbningstalen ved denne første udstilling anno 2008 i Galleri Raaschou.
Johnny inviterede mig midt under en voldsom festivitas for en af egnens store erhvervsledere, og fanget på det forkerte ben, sagde jeg ja. Forkerte, fordi det altid for en af min slags, er svært at skulle sige noget om kunstværker, som er bragt sammen i en enestående sammenhæng, og som gik hver sin vej, før de mødtes, og går hver sin vej, når udstillingsperioden er afsluttet.
Og så alligevel. Inden for mit fag, kunsthistorien, er vi så vant til at skulle se sammenhænge, at se den logiske udvikling af kunsten, og sætte de enkelte kunstnere, værker og ismer i relation til hinanden. Så det skulle jo nok kunne lade sig gøre at sige noget om ikke klogt, så alligevel i en vis grad meningsfyldt om en udstilling med værker af kun to kunstnere.
Og så alligevel - igen. For to kunstnere kan være så forskellige, at logisk udvikling og ismer ligger langt udenfor, hvad det vil være relevant at snakke om.
Så længe leve forskelligheden, som den bliver udtrykt i værkerne af Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen. Den franske forfatter Emile Zola sagde nemlig i 1860'erne, at kunstværket viser et hjørne af virkeligheden set gennem en kunstners temperament. Virkelighedsopfattelse og virkelighedstolkning handler i høj grad om øjnene, der ser, og om temperamentet, der behandler og udtrykker det sete. Den forskellighed er grunden til, at det igen og igen er interessant, udfordrende og sanseudvidende at gå på udstillinger. Hver gang bydes vi inden for i en verden, som ser forskellig ud fra vores, fordi det ikke er os, der ser den, og dermed ikke vores temperament, der fortolker den. Og det er spændende at se verden med andre øjne, at opleve, hvor forskelligt vi ser på det, vi har til fælles.
Derfor må denne åbningstale handle om forskellighed. Om forskellighed i tilgang til virkeligheden, om forskellighed i udtryk og i oplevelse. Og - vel at mærke - forskellighed, som den opleves gennem denne talers temperament.
Jette Wistoft Noyes ser på verden, sanser den og fortolker den ekspressivt. Hun lægger følelser i sit maleri, giver os nok landskaber, portrætter og figurer, men dækker til igen, rent bogstaveligt synes det, så vi kun ser en flig af det, hun har set, kun oplever en brøkdel af det, der er gået gennem hendes tanker under processen.
Lag på lag af farve, grove penselstrøg, lette af slagsen, genkendelige elementer og malerisk gestik, det hele blandes på lærredet, og vi står som dem, der "kigger på" og må strenge os an for at følge med. Vi bliver udfordret af den trang til genkendelse, som vi på trods af de sidste 100 års hævdelse af kunstens autonomi, stadig inderst inde forventer.
Fra åbningstalen i Galleri Raaschou v/ kunstnerisk leder, Vråudstillingen, Anne Lie Stokbro, 2008
Vi vil gerne, vi har det lettest med, at tingene ligner, at vi nogenlunde smertefrit og uden kvaler kan konsumere et kunstværk. Sådan er det bare ikke altid, og sådan er det ikke med Jette Vistoft Noyes' maleri. Vi må strenge os an, vi må se på både farver, form, penselføring, harmoni og disharmoni, og alle maleriets andre karakteristika, og først derefter kan vi tillade os overhovedet at overveje værkernes forhold til virkeligheden.
Her et link til anmeldelse på kunsten.nu