2008/7​

Udstilling fra 19-jan-2008 til 05-marts-2008 hos Galleri Raaschou, Hjørring.

Udstillingen er ved Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen.​

Galleri Raaschou, Hjørring​

​Åbningstale, Galleri Raaschou, 19.1.2008

Af Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker

Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen

Tak for invitationen til at holde åbningstalen ved denne første udstilling anno 2008 i Galleri Raaschou.

Johnny inviterede mig midt under en voldsom festivitas for en af egnens store erhvervsledere, og fanget på det forkerte ben, sagde jeg ja. Forkerte, fordi det altid for en af min slags, er svært at skulle sige noget om kunstværker, som er bragt sammen i en enestående sammenhæng, og som gik hver sin vej, før de mødtes, og går hver sin vej, når udstillingsperioden er afsluttet.

Og så alligevel. Inden for mit fag, kunsthistorien, er vi så vant til at skulle se sammenhænge, at se den logiske udvikling af kunsten, og sætte de enkelte kunstnere, værker og ismer i relation til hinanden. Så det skulle jo nok kunne lade sig gøre at sige noget om ikke klogt, så alligevel i en vis grad meningsfyldt om en udstilling med værker af kun to kunstnere.

Og så alligevel - igen. For to kunstnere kan være så forskellige, at logisk udvikling og ismer ligger langt udenfor, hvad det vil være relevant at snakke om.

Så længe leve forskelligheden, som den bliver udtrykt i værkerne af Jette Wistoft Noyes og Mogens Otto Nielsen. Den franske forfatter Emile Zola sagde nemlig i 1860'erne, at kunstværket viser et hjørne af virkeligheden set gennem en kunstners temperament. Virkelighedsopfattelse og virkelighedstolkning handler i høj grad om øjnene, der ser, og om temperamentet, der behandler og udtrykker det sete. Den forskellighed er grunden til, at det igen og igen er interessant, udfordrende og sanseudvidende at gå på udstillinger. Hver gang bydes vi inden for i en verden, som ser forskellig ud fra vores, fordi det ikke er os, der ser den, og dermed ikke vores temperament, der fortolker den. Og det er spændende at se verden med andre øjne, at opleve, hvor forskelligt vi ser på det, vi har til fælles.

Derfor må denne åbningstale handle om forskellighed. Om forskellighed i tilgang til virkeligheden, om forskellighed i udtryk og i oplevelse. Og - vel at mærke - forskellighed, som den opleves gennem denne talers temperament.

Jette Wistoft Noyes ser på verden, sanser den og fortolker den ekspressivt. Hun lægger følelser i sit maleri, giver os nok landskaber, portrætter og figurer, men dækker til igen, rent bogstaveligt synes det, så vi kun ser en flig af det, hun har set, kun oplever en brøkdel af det, der er gået gennem hendes tanker under processen.

Lag på lag af farve, grove penselstrøg, lette af slagsen, genkendelige elementer og malerisk gestik, det hele blandes på lærredet, og vi står som dem, der "kigger på" og må strenge os an for at følge med. Vi bliver udfordret af den trang til genkendelse, som vi på trods af de sidste 100 års hævdelse af kunstens autonomi, stadig inderst inde forventer.

Fra åbningstalen i Galleri Raaschou v/ kunstnerisk leder, Vråudstillingen, Anne Lie Stokbro, 2008​

Vi vil gerne, vi har det lettest med, at tingene ligner, at vi nogenlunde smertefrit og uden kvaler kan konsumere et kunstværk. Sådan er det bare ikke altid, og sådan er det ikke med Jette Vistoft Noyes' maleri. Vi må strenge os an, vi må se på både farver, form, penselføring, harmoni og disharmoni, og alle maleriets andre karakteristika, og først derefter kan vi tillade os overhovedet at overveje værkernes forhold til virkeligheden.

Her et link til anmeldelse på kunsten.nu

Og i den proces ser vi faktisk kunstværket, vi ser maleriet og dermed det, kunstneren vil have, vi ser. Jette Wistoft Noyes er maler, hun udtrykker sine oplevelser og sit temperament gennem maleri, og det er det, vi først og fremmest skal værdsætte, at vi oplever.

Engang for mange år siden lancerede de geniale folk bag Monthy Python en vending: "And now for something completely different." For få år siden skabte de to kvinder bag satireprogrammet "Normalerweise" et analogt begreb, en såkaldt "skifte-emne-kanin". I fast form et lille blødt og låddent væsen, som de trak frem, når der var brug for et fuldstændigt sceneskifte, altså når man gik over til noget helt andet.

​Ud over i denne aktuelle situation at være en kunstpause, så bruger jeg de to referencer til netop at skifte emne, til at gå over til noget fuldstændig andet. For det er den enkleste introduktion til Mogens Otto Nielsens kunst. Den er noget andet, og den er noget andet end det meste.

Mogens Otto Nielsens kunstneriske virke favner ud i alle kroge, hvor der er noget interessant at undersøge, stille spørgsmålstegn ved og skabe kunst over. Nogle af krogene ligger i kunstnerens eget hoved, og når vi som publikum møder hans kunst, kan det synes svært at følge med. Og her er det måske godt at fortælle sig selv, at man har bevæget sig over til noget "completely different", at hive den mentale "skifte-emne-kanin" frem og erkende, at man er i et andet univers end dér, hvor den daglige trummerum udspiller sig.

Man bliver tvunget til at lade verden åbne sig, så kriblende myrer, frossen vand og pangfarver giver andre meninger end i "vores" verden. I Mogens Otto Nielsens objekter, malerier, installationer og happenings får "virkelige" ting, det man i kunsthistoriske termer kalder genstande, nye betydninger, eller de tømmes for betydning i gængs forstand.

Myren bliver et ornament, det frosne vand bliver til forgængelig form og farve, og pangfarverne tiltrækker sig opmærksomhed, som de gør det på bybilledets reklameskilte, for blot her i kunstværkerne at blive noget helt andet, nemlig farve i sig selv eller sammen med andre. Det trivielle, dagligdags, rummer så meget mere, end vi sædvanligvis sanser.

Mogens Otto Nielsens kunst er koncept eller idé, de er det tænkte i synlig form. Med underfundighed, humor, satire, sarkasme og måske ligefrem indignation skaber han tankevækkende kunst, som man må forholde sig til med andre vinkler end de traditionelle. Man må gå til værkerne med åbent sind, se dem gennem ens eget temperament.

Og så kommer vi alligevel frem til en form for sammenhæng, for ligesom Jette Wistoft Noyes er Mogens Otto Nielsen også først og fremmest kunstner. Han udtrykker sig også gennem former, linier, farver og flader, harmonisk og disharmonisk, direkte og subtilt. Han udfordrer os også, lader os se en flig, men ikke det hele, og netop det gådefulde, det, at vi bliver forholdt noget af sandheden, er måske det allermest opløftende ved at nyde kunsten i disse dage, hvor internettet har berøvet os mysterierne. Alt kan tilsyneladende beskrives, dokumenteres og perspektiveres. Der er ingen hvide pletter på verdenskortet, faktisk, mentalt eller virtuelt. Undtagen i de kunstneriske universer, og heldigvis, vi stadig har dem!

​Frederikshavn Kunstmuseum, 03-Nov-2007 - 06-Jan-2008

Link til Frederikshavn Kunstmuseum

Udstillingen »Observationer fra det nordlige Vendsyssel« viser to malere, en indfødt, Lene Palm Larsen og en tilflytter, Jette Wistoft Noyes, som med 

malerier og andre medier giver hver deres fortolkninger og associationer af 

nogle af de indtryk, de får i landsdelen, hvor de bor. På den måde er dette er en udstilling sat sammen af forskelligheder, som mødes i udgangspunktet. Idéen er at se hvad der sker ved dette møde.​

​Billederne kan ses i stor opløsning ved at klikke på hvert enkelt billede.

Anmeldelse i NordJyske af udstilling på Frederikshavn Kunstmuseum, 03-Nov-2007 - 06-Jan-2008

​Observant Møde

af Troels Laursen

Kilde: Nordjyske d. 27. december 2007

Fik man nok af jingelbells og andet julehygge på indkøbsstrøgene i Frederikshavn i december, så var muligheden der for at forlade det hele og trække indenfor på byens kunstmuseet og får sig nogle Vendsysselske observationer. Udstillingens ide var at to lokale kunstnere, en indfødt vendelbo, Lene Palm Larsen, og en tilflytter, Jette Wistoft Noyes viste deres værker, med hver deres fortolkninger og associationer af nogle af de indtryk, de får i den landsdel, hvor de nu begge bor og arbejder. Deres observationer blev til et møde. Der var tale om en udstilling, der var sat sammen af forskellighederne som de to kunstnere indeholder både i motiver og farver, men som mødes i udgangspunktet, den vendsysselske natur, og ideen var så at se, hvad der skete ved dette møde. En skovpoesi. Lene Palm Larsen udstillede endvidere en række søjler og på disse var der malet fine portrætter. Som beskuer blev man nærmest tvunget til at gå rund i små cirkler og observerer disse sorte monolitter, for at se, hvad det er for personer og hvad det er de ville en. Det blev til en interaktiv observation mellem værket og beskueren. Det var udtryk, der gjorde indtryk.

Lene Palm Larsen viste en række stemningsbilleder fra skovens dybe stille ro, hvor hun sart og stemningsmættet skildrer skovens bregner, skovens skygge eller den pludselige lysning man kan finde i skoven, når sollyset står flimrende og nærmest opløser både farverne og træernes konturer. Jette Wistoft Noyes havde også portrætter med på udstillingen. 

Hendes bedste var af børn. De fremstår meget markante, trods de er ganske små i størrelsen. De hang til dels på en grå trævæg og lå på et stort bord midt i det hele, så man bogstaveligt talt kiggede ned på de små mennesker. Selvom man ikke kendte de portrætterede børn, synes at man alligevel, at man genkendte dem og deres karaktertræk. Børneportrætterne viste kunstnerens gode øje og kunnen med farverne, der er en væsentlig del af portrætterne og som tegnede karaktererne stærkt op, ofte i en karakteristisk rød farve, og som ikke mindst befrier børneportrætterne fra alle tanker om "grædende sigøjnerbørn".

​Jette Wistoft Noyes var også ude i den vendsysselske natur, selvom de færreste sikkert kunne genkende de præcise lokaliteter, for her var der tale om close-up billeder af skovbunden. Svampe set nede fra frøperspektivet, så den røde svamp rejser sig som et stort monument op over jordoverfladen og den røde himmel, og det kendte fremstod på en ny og anderledes både meget fortrolig og foruroligende måde. Hendes landskaber er anderledes sindbilleder end Lene Palm Larsens mere naturalistiske og sikkert for nogen også genkendelige vendsysselske landskaber. "Hjemme hos os" hed Jette Wistoft Noyes' svampebilleder og slog på udstillingens ide og hensigt: at lade to forskellige kunstnere, vise, hvad de ser, når de ser det samme. Hjemme hos dem selv. Både udenfor i naturen og indenfor i dem selv, så at sige. Resultatet er ikke ens, men de to klæder hinanden i denne udstilling, der ud over smukke værker også rummer små spor rundt i museet, som får en til at spekulerer på, om det egentlig hører med til udstillingen. Som når flere piktogrammer viser gående mænd, er det så en del af museets ønsker om hvilken vej publikum skal bevæge sig? Eller er det en del af udstillingen og dens møde mellem den indfødte og den fremmede? Gæt selv. En ting er sikkert, de færreste ville føle sig fremmed i disse lyse og venlige lokaler med de mange gode og spændende observationer.

Firmainformation

​Glimsholtvej 452

9870 Sindal

​Telefon: 86 36 71 92​​

​E-mail: no-yes@no-yes.dk

No - Yes v/Jette Wistoft Noyes