|
Fik man nok af jingelbells og andet julehygge på indkøbsstrøgene i Frederikshavn i december, så var muligheden der for at forlade det hele og trække indenfor på byens kunstmuseet og får sig nogle Vendsysselske observationer. Udstillingens ide var at to lokale kunstnere, en indfødt vendelbo, Lene Palm Larsen, og en tilflytter, Jette Wistoft Noyes viste deres værker, med hver deres fortolkninger og associationer af nogle af de indtryk, de får i den landsdel, hvor de nu begge bor og arbejder. Deres observationer blev til et møde. Der var tale om en udstilling, der var sat sammen af forskellighederne som de to kunstnere indeholder både i motiver og farver, men som mødes i udgangspunktet, den vendsysselske natur, og ideen var så at se, hvad der skete ved dette møde.
En skovpoesi. Lene Palm Larsen udstillede endvidere en række søjler og på disse var der malet fine portrætter. Som beskuer blev man nærmest tvunget til at gå rund i små cirkler og observerer disse sorte monolitter, for at se, hvad det er for personer og hvad det er de ville en. Det blev til en interaktiv observation mellem værket og beskueren. Det var udtryk, der gjorde indtryk.
|
|
Lene Palm Larsen viste en række stemningsbilleder fra skovens dybe stille ro, hvor hun sart og stemningsmættet skildrer skovens bregner, skovens skygge eller den pludselige lysning man kan finde i skoven, når sollyset står flimrende og nærmest opløser både farverne og træernes konturer.
Jette Wistoft Noyes havde også portrætter med på udstillingen. Hendes bedste var af børn. De fremstår meget markante, trods de er ganske små i størrelsen. De hang til dels på en grå trævæg og lå på et stort bord midt i det hele, så man bogstaveligt talt kiggede ned på de små mennesker. Selvom man ikke kendte de portrætterede børn, synes at man alligevel, at man genkendte dem og deres karaktertræk. Børneportrætterne viste kunstnerens gode øje og kunnen med farverne, der er en væsentlig del af portrætterne og som tegnede karaktererne stærkt op, ofte i en karakteristisk rød farve, og som ikke mindst befrier børneportrætterne fra alle tanker om "grædende sigøjnerbørn".
|
|
Jette Wistoft Noyes var også ude i den vendsysselske natur, selvom de færreste sikkert kunne genkende de præcise lokaliteter, for her var der tale om close-up billeder af skovbunden. Svampe set nede fra frøperspektivet, så den røde svamp rejser sig som et stort monument op over jordoverfladen og den røde himmel, og det kendte fremstod på en ny og anderledes både meget fortrolig og foruroligende måde. Hendes landskaber er anderledes sindbilleder end Lene Palm Larsens mere naturalistiske og sikkert for nogen også genkendelige vendsysselske landskaber.
"Hjemme hos os" hed Jette Wistoft Noyes' svampebilleder og slog på udstillingens ide og hensigt: at lade to forskellige kunstnere, vise, hvad de ser, når de ser det samme. Hjemme hos dem selv. Både udenfor i naturen og indenfor i dem selv, så at sige. Resultatet er ikke ens, men de to klæder hinanden i denne udstilling, der ud over smukke værker også rummer små spor rundt i museet, som får en til at spekulerer på, om det egentlig hører med til udstillingen. Som når flere piktogrammer viser gående mænd, er det så en del af museets ønsker om hvilken vej publikum skal bevæge sig? Eller er det en del af udstillingen og dens møde mellem den indfødte og den fremmede? Gæt selv. En ting er sikkert, de færreste ville føle sig fremmed i disse lyse og venlige lokaler med de mange gode og spændende observationer.
|
)
)
)
)
)
)
)
)
)